Du er her:

Mere end 100 års erfaring

I Nordic Sugar har vi i over 100 år fremstillet sukker og foderprodukter af naturlige, lokale råvarer på fabrikker i Norden og Baltikum. Produktionen begyndte på forskellige tidspunkter – fra 1850 og frem – som nationale virksomheder, der fusionerede op gennem 1990’erne, og som siden 2009 har været en del af Nordzucker-koncernen, som er Europas næststørste sukkerproducent.

De Danske Sukkerfabrikker bliver til

I 1872 grundlagde C.F. Tietgen De Danske Sukkerfabrikker. Han købte bl.a. sukkerraffinaderiet Phønix ved Langebro i København, samme sted som i dag huser Nordzuckers regionale kontor. Tietgen grundlagde også De Danske Spritfabrikker, som i 1989 fusionerede med De Danske Sukkerfabrikker og A/S Danisco til Danisco A/S. Samme år købte koncernen Andelsselskabet Sukkerfabriken Nykøbing og var herefter den eneste sukkerproducent i Danmark. 

Tidlig svensk sukkerindustri

I 1837 grundlagde den fremtrædende landmand, Greve N.A. Barck, Sveriges første sukkerfabrik i Malmö. Tiden var imidlertid ikke helt moden til sukkerroedyrkning i Sverige, roesukkerproduktion tog først fart, da Julius Tranchell, fabriksdirektør på raffinaderiet i Landskrona i 1854 i tilknytning til raffinaderiet etablerede et sukkerroelandbrug. Det var næsten 20 år før den første fabrik så dagens lys i Danmark. I 1907 slog 21 svenske råsukkerfabrikker og 10 raffinaderier sig sammen og dannede Svenska Sockerfabriks AB, SSA, i daglig tale Sockerbolaget. Dengang var Sockerbolaget Sveriges største virksomhed. I 1930’erne sluttede de sidste selvstændige sukkerfabrikker sig til, og Sockerbolaget blev synonymt med svensk sukkerindustri. Ved årsskiftet 1992/1993 erhvervede Nordic Sugar det svenske Sockerbolaget. 

Raffinering først i Finland

Også i Finland er der en lang tradition for sukkerproduktion. Allerede i 1758 begyndte man at raffinere sukker i Turku. I 1800-tallet blev der etableret en række raffinaderier, og seks af dem blev slået sammen i 1918 under navnet Finska Socker AB (Finnsugar LTD). Den første roesukkerfabrik så dagens lys i 1918. Roesukkerfabrikken blev etableret i Salo, og flere andre kom til i 1940’erne. Den fusionerede med Finska Socker AB i 1980. Virksomheden ændrede navn til Cultor Ltd i 1989, men fortsatte under navnet Finnsugar som markedsførings- og salgsvirksomhed inden for sødemidler. I 1990 blev virksomhedens sakkarosebaserede sødemiddelproduktion fusioneret med Lännen Tehtaat Oy (idag: Apetit Oyj). I 1999 blev Finnsugar en del af Nordic Sugar.

Litauen: fra import til egen produktion

I Litauen begyndte man at dyrke sukkerroer i midten af 1920’erne. Dengang forarbejdedes roerne i Tyskland og Letland. Litauens første roesukkerfabrik, Marijampole, blev opført i 1931, og i løbet af 1930’erne kom der yderligere to fabrikker til. Roedyrkning i Litauen blev øget med det formål at kunne dække hjemmemarkedets behov for sukker med egne roer. I den periode, hvor Litauen var en del af Sovjetunionen, importerede man - i overensstemmelse med planøkonomien og internationale aftaler med Cuba - rårørsukker til forarbejdning, selv om det var muligt at dyrke tilstrækkeligt med roer. I 1998 købte Nordic Sugar aktieandele i fire litauiske sukkerfabrikker.