Du er her:

Nordzucker afslutter 2017/18-kampagnen med godt resultat

Efter en i gennemsnit 117 dage lang kampagne har Nordzucker-koncernen nu stort set afsluttet sukkerproduktionen på alle sine fabrikker og med godt resultat. For første gang er der oparbejdet økoroer på to af fabrikkerne. Vedvarende regn i de fleste regioner har påvirket roehøst, logistik og oparbejdning i hele kampagnen.
18.01.2018|RSS|

Når kampagnen er slut på Nordzuckers 13 fabrikker, vil de have oparbejdet cirka 17 millioner tons roer (året før: 15). Årets sukkerudbytte per hektar ligger totalt set på et pænt niveau. I nogle regioner blev der endda opnået topresultater.

For første gang startede de to fabrikker i Schladen (Tyskland) og Nykøbing (Danmark) med oparbejdning af økoroer og har således kunnet samle erfaringer under realistiske forhold.

”Vores fabrikker har kørt meget stabilt, selvom denne kampagne har været en stor udfordring for os”, forklarer Axel Aumüller, Chief Operating Officer. ”Vores medarbejdere på fabrikkerne har haft nok at gøre med at håndtere den store mængde jord, som roerne har ført med. I år viste det sig igen, at de investeringer, vi løbende foretager i vores anlæg, betaler sig. For trods en lang række vanskeligheder har vi ikke oplevet større produktionsstop“, fortsætter Aumüller.

”Vi har opnået gode udbytter per hektar trods den store regnvejrsmængde i næsten alle regioner. Samarbejdet mellem dyrkere, transportører og Agricenter har fungeret rigtig godt. Selvom der gentagne gange opstod flaskehalse på grund af vejret, har alle bidraget til, at det er blevet en succesfuld kampagne“, siger Lars Gorissen, Chief Agricultural Officer. ”Det beviser endnu engang, at roen er en konkurrencedygtig afgrøde - selv i et krævende år som dette.“

Resultater per land:  

Tyskland Efter i gennemsnit 127 kampagnedage er en meget regnfuld kampagne nu ved at afsluttes på de tyske fabrikker. Med knap 14 tons sukker per hektar (året før: 13,5) ligger udbyttet på et pænt niveau, lidt over sidste års resultat, selvom der her var meget store regionale forskelle. Vedvarende regn og vanskelige betingelser på nogle marker har betydet, at ikke alle roer har kunnet høstes.

Danmark
Kampagnen i Danmark gik rigtigt godt, selvom det dårlige vejr gjorde roehøsten vanskelig og til tider har medført, at roeforsyningen til fabrikkerne har været knap. De to fabrikker i Nakskov og Nykøbing har oparbejdet roer i gennemsnit cirka 113 dage indtil den 8. januar. Sukkerroerne blev sået under gode betingelser i foråret, og en totalt set ganske regnfuld og solfattig sommer- og efterårssæson har ført til et sukkerudbytte per hektar på 12,4 tons (året før: 12,8), hvilket ligger lige under femårsgennemsnittet.

Sverige
Kampagnen på fabrikken Örtofta var en succes på trods af nogle udfordringer i produktionen. Den kommer i år til at vare omkring 118 dage og forventes afsluttet den 19. januar. Med et sukkerudbytte per hektar på omkring 10,6 tons ligger resultatet lidt under femårsgennemsnittet. Efter en usædvanligt lang udsåningsperiode i marts/april fulgte gunstige vækstbetingelser for roerne om sommeren. Vedvarende regn gav også her vanskelige høstforhold.
 
Finland
Säkylä i Finland afsluttede som den første fabrik i koncernen kampagnen allerede den 2. december 2017 med et gennemsnitligt sukkerudbytte på knap 6 tons per hektar (året før: 6,8). Store mængder regn i begyndelsen af kampagnen påvirkede oparbejdningen de første uger. For første gang blev der leveret roer døgnet rundt. Den næsten fejlfrie produktionsperiode har varet i alt 60 dage.

Litauen
Fabrikken i Kedainiai i Litauen har kørt på et højt stabilt niveau i hele den 106 dage lange kampagne, som afsluttedes den 26. december. Kolde vejrforhold i foråret forsinkede udsåningen i næsten to uger. En usædvanlig regnfuld start på sommeren og våde betingelser under roehøsten gav nogle udfordringer under kampagnen. Sukkerudbyttet blev næsten 9,7 tons per hektar (året før: 11,7 tons), hvilket er lige under femårsgennemsnittet.
 
Polen
I Polen har regnen haft stor indvirkning på både roehøst og læsning. Et lille antal marker har ikke kunnet høstes på grund af de våde forhold. Med 12,2 tons sukker per hektar ligger sukkerudbyttet dette år på et gennemsnitligt, men godt, niveau (året før: 12,8). Kampagnen ventes at slutte den 23. januar 2018 efter i gennemsnit 124 kampagnedage.

Slovakiet
Vedvarende tørke i roernes vækstfase har sat sine spor. Efter 93 kampagnedage sluttede oparbejdningen på Trenčianska Teplá den 6. januar med et sukkerudbytte per hektar på 9,3 tons (året før: 12,7), hvilket er lige under gennemsnittet. På grund af vedvarende regn og ugunstige høstbetingelser startede kampagnen først den 2. oktober.

Tilbage