Du er her:

Ensilering som konservering

Ensilering er en konserveringsform, som bygger på at mælkesyrebakterier, som findes naturligt i afgrøden, omdanner afgrødens sukkerindhold til mælkesyre. Herved sænkes pH så meget, at den mikrobielle aktivitet ophører og afgrøden kan opbevares i længere tid uden værdiforringelse, forudsat at afgrøden er lukket lufttæt inde.

Ensilagen er lagringsstabilt, så længe siloen er tæt og luftens iltindhold forhindres i at trænge ind i stakken. Hvis der kommer luft (ilt) ind i stakken, kan det give anledning til vækst af skadelige svampe/bakterier, hvorved foderet mugner eller rådner.

Tilsætningsstoffer i ensilering
Forskellige tilsætningsstoffer bygger på forskellige principper:

1. Kemiske tilsætningsstoffer
Indeholder organiske syrer, som giver en hurtig pH-reduktion, ”sparer” sukker og forhindrer cellerespiration. De modvirker også biokemisk nedbrydning og vækst af uønskede mikroorganismer.

2. Næringsberigende tilsætningsstoffer
Indeholder letopløselige kulhydrater og anvendes, når afgrøden har et lavt indhold heraf.

3. Biologiske tilsætningsstoffer
Indeholder enzymer og/eller mælkesyrebakterier. Enzymer nedbryder kulhydrater til sukker, som giver næring til mælkesyrebakterierne. Mælkesyrebakterier stimulerer ensileringsprocessen.

Foruden disse tilsætningsstoffer er der mange andre metoder, som anvendes for at forbedre betingelserne for ensilering. Blandt disse metoder kan nævnes fortørring af afgrøden. Fortørring reducerer tabet ved udledning af afløbsvand og øger mælkesyrebakteriernes konkurrenceevne, da de trives forholdsvis bedre ved 30-50 % tørstof end mange af de konkurrerende bakterier i afgrøden. Fortørring er imidlertid forbundet med den ulempe, at afgrøden bliver sværere at pakke, og det bliver sværere at udelukke luften. Valget af egnede tilsætningsstoffer afhænger ofte af, hvilket TS-indhold afgrøden har.