Du er her:

Den samlede danske sukkerbranche har fået dispensation til at benytte et neonikotinoid til bejdsning af roefrø i Danmark

Nordic Sugar fik den 18 december dispensation af Miljøstyrelsen til at benytte roefrø bejdset med neonikotinoidet imidacloporid, som indgår i Gaucho WS 70. En tilsvarende dispensation er tillige givet i Sverige, Finland og en række andre lande i Europa.
11.01.2019|RSS|

EU forbød sidste år brugen af neonikotinoider i det åbne land, med virkning fra d. 19. December 2018. EUs forbud skyldes, at neonikotinoider i nogle tilfælde har vist sig at kunne skade bier, når de suger nektar fra blomstrende afgrøder.

Sukkerroer er en to-årig afgrøde, der ikke blomstrer i det første dyrkningsår. Roerne sås om foråret, og roerne høstes det første år, inden planten når at blomstre. Det forhold, at roerne ikke blomstrer og dermed ikke tiltrækker bier, er hovedårsagen til, at Danmark stemte imod et generelt forbud, og at der nu er givet en dispensation. 

Århus Universitet, som har udført den faglige vurdering i forhold til den opnåede dispensation, skriver i deres anbefaling blandt andet: ”at en anvendelse på en ikke blomstrende afgrøde, hvor der på de pågældende marker ikke må sås blomstrende afgrøder eller efterafgrøder eller i det følgende år, må betragtes at have nær ingen effekt på bier.” Læs hele universitetets vurdering her.

Den opnåede dispensation gælder i 120 dage fra 1 februar til 31 maj 2019 og den er givet på betingelse af krav om særligt udstyr til såning, dokumentation for de arealer som bliver omfattet og begrænsninger i de afgrøder som kan sås efter roer. Læs Miljøstyrelsens dispensationserklæring her.

Hvorfor er det nødvendigt at beskytte roefrøene?
Roefrø udsættes for en kompleks og omfattende mængde af skadedyr i løbet af deres fremspiring. Bejdsningen af de små roefrø udføres som beskyttet coating af frøet, og midlet kan på den måde beskytte de fremspirende planter mod skadedyr. Der findes ingen egnede alternativer til bejdsning med Gaucho.

Ønskes yderligere information, kontakt:
Bo Secher, Head of Agricenter Danmark, tel 5488 3461

Tilbage